Af Paw Rytter

USA’s interesse for Grønland er ikke forsvundet. Den har blot ændret form. Det er udgangspunktet for Jørgen Ullerups politiske thriller Harpunkrigerne, der fører den aktuelle konflikt mellem USA, Danmark og Grønland nogle år ind i fremtiden.

Romanen følger USA-korrespondenten Cecilie Hvid, som reagerer voldsomt på den konstante amerikanske pression. Efter trusler om militær indgriben vælger Washington en mindre synlig strategi. Gennem et udbygget konsulat i Nuuk, kontakter til erhvervslivet og politisk påvirkning forsøger amerikanerne gradvist at gøre Grønland mere positivt stemt over for USA.

I Ullerups fremtidsscenarie kræver USA i 2027 en vejledende folkeafstemning. Grønlænderne skal vælge mellem selvstændighed, amerikansk statsborgerskab og fortsat medlemskab af Rigsfællesskabet.

Valgkampen bliver brutal. Amerikanerne fremhæver Danmarks koloniale overgreb og lover velstand, investeringer og nye muligheder. Danmark svarer med kongeparret, de historiske forbindelser og den velfærd, som bloktilskuddet er med til at finansiere.

STØT VETERANERNES BORGERFORSLAG

Resultatet skal ikke afsløres, men romanens blanding af satire og storpolitik kommer tydeligt til udtryk i scenen, hvor en enorm guldbelagt Trump-statue opstilles i Nuuk og senere eksploderer som en raket.

Ullerup forsøger samtidig at nuancere forholdet mellem Danmark og Grønland. Danmark har optrådt kolonialistisk, men de kulturelle og menneskelige forbindelser mellem landene kan ikke reduceres til undertrykkelse alene.

Med den grønlandske fanger og politiker Malik Lynge Jensen, en dansk journalist og en gådefuld amerikansk dobbeltagent får fortællingen karakter af både spændingsroman og politisk fantasi.

Harpunkrigerne fungerer bedst som en advarsel: USA har måske ikke opgivet Grønland. Midlerne er blot blevet mere raffinerede.

Bogen kan købes som papirbog, lydbog og e-bog.

Jørgen Ullerup: Harpunkrigerne. 248 sider. 249,95 kr. Forlaget Isfjord.