Hvor fører den grønne trepart os hen?

Af Anne-Marie Bengtson, Holtetvej 91, 9370 Hals, Byrådsmedlem i Aalborg Kommune, V.

Medlem af Limfjordsrådet og den lokale Trepart for Nordlige Kattegat og Skagerrak. 

Den grønne trepart blev engang kaldt historisk. Det var i hvert fald det, en række politikere fortalte os for to år siden. Det historiske ved aftalen er nu, at den hele tiden forandrer sig – ofte i retninger, som ingen kan forudsige. For landmændene, der skal planlægge for deres marker, er det en kæmpe mundfuld. For kommunerne, som skal omsætte aftalen til virkelighed, er det en særdeles omfattende opgave.

Det virkede ellers, som om arbejdet med den grønne trepart var begyndt at falde på plads med et konstruktivt arbejde lokalt. Der var skabt en retning, og mange var gået i gang med at planlægge efter de rammer, der var lagt. Men når forudsætningerne løbende ændres, skaber det usikkerhed – specielt for dem, der skal udføre opgaverne ude i virkeligheden.

Med den nye regering er grebet om dansk landbrug blevet strammet. I landbruget er der en oplevelse af, at der ikke bliver lyttet til de tiltag, der allerede er sat i gang, eller til den udvikling, som landmændene gennem mange år har arbejdet målrettet med.

Der er jo allerede etableret vådområder på tidligere landbrugsjord og flere arealer er blevet tilplantet med skov. Samtidig har ny teknologi gjort det muligt at sprøjte langt mere præcist gennem punktsprøjtning, så der kun behandles, hvor der er behov. Dansk landbrug er – ligesom resten af dansk erhvervsliv – i konstant udvikling. Der bliver investeret i ny teknologi, innovation og mere bæredygtige løsninger. Ambitionen er hele tiden at forbedre produktionen, og finde nye løsninger, der gavner både miljøet og fødevareproduktionen.

STØT VETERANERNES BORGERFORSLAG

Men nu står vi i en situation, hvor man ikke kender hverken mål eller hensigt. 

At ændre landbrugsproduktion sker ikke over en sommer. Man må give udviklingen tid – man må give naturen tid til at virke. I landbruget planlægger man altid langt frem. Markplaner bliver lagt i god tid, og beslutningerne for næste sæson træffes længe, før afgrøderne kommer i jorden.

Såsæd og gødning til efterårets afgrøder er allerede bestilt – og mange steder også leveret. Den 1. august begynder såningen af raps, mens andre afgrøder skal sås i løbet af september.

Men usikkerheden er stadig stor. Hvad må man? Hvad må man ikke? Det er der endnu ingen, der kan give et klart svar på.

Samtidig forventes regeringen først at fremlægge sit udspil i september, mens implementeringen er planlagt til 2027. Det betyder, at landmændene allerede nu skal planlægge og investere i den produktion, der kan blive omfattet af nye regler – uden at kende rammer og regler.

Det skaber usikkerhed for et erhverv, hvor langsigtet planlægning og investeringer er en nødvendighed. Når rammevilkårene ændres undervejs, bliver det langt sværere at træffe de rigtige beslutninger.

Det store spørgsmål er: Ønsker regeringen reelt at skabe et bedre miljø og et bedre klima? Er målet at løse problemerne og give indsatserne tid til at virke – eller at skabe forvirring med halve og utilstrækkeligt dokumenterede løsninger?

Er ønsket om at fremstå grøn blevet vigtigere end at skabe resultater, som gavner klimaet, naturen og vores fødevareproduktion?

Landmanden lever i naturen, med naturen og af naturen. Derfor har landmanden også en helt naturlig interesse i at passe på naturen. Ingen har større interesse i, at jorden er frugtbar, vandet er rent, og naturen kan bestå – ikke kun i dag, men også for de kommende generationer.

Det er derfor afgørende, at vi ved, hvad vi gør både på kort og på lang sigt. At vi bygger vores beslutninger på fakta, dokumentation og samarbejde frem for symbolpolitik. Kun sådan kan vi skabe løsninger, der både styrker miljøet og sikrer et stærkt dansk landbrug, hvor der kan produceres sunde fødevarer.

Det fordrer et åbent samarbejdet bygget på stadighed og faglighed – også med regeringen. Det bør etableres snarest.