af Paw Rytter

Exitbeskatning: En bred politisk konstruktion siden 1987

Reglerne om exitbeskatning – også kaldet fraflytningsbeskatning – blev indført i 1987 under statsminister Poul Schlüters borgerlige regering. Formålet var klart: Personer med store urealiserede aktiegevinster skulle ikke kunne flytte til udlandet og sælge deres aktier skattefrit. Danmark indførte derfor princippet om, at værdistigninger optjent her i landet beskattes ved fraflytning, som om aktiverne var solgt.

I 1990’erne blev reglerne udbygget under Poul Nyrup Rasmussens socialdemokratiske regering. Fokus var at lukke smuthuller og sikre ensartet værdiansættelse. I 00’erne blev selskabers udflytning og holdingstrukturer omfattet tydeligere, blandt andet under Lars Løkke Rasmussen.

Et vigtigt skifte kom efter en EU-dom, som tvang Danmark til at give mulighed for henstand med betalingen ved flytning inden for EU. Denne tilpasning blev gennemført under Helle Thorning-Schmidt.

Siden er reglerne blevet administrativt strammet, blandt andet under Mette Frederiksen, med øget kontrol af værdiansættelser og internationale koncernstrukturer.

Udviklingen viser, at exitbeskatningen ikke er et partipolitisk projekt, men et bredt forankret princip i dansk skatteret: Gevinster optjent i Danmark skal også beskattes i Danmark.

Det socialdemokratiske forslag om formueskat er kun muligt, på grund af den fodlænke som blev introduceret under den konservative statsminister Poul Schlüter. Historisk set har der været bred enighed om at værdier skat i Danmark også kan og skal beskattes i Danmark til fællesskabets bedste.