Af Per Larsen
MF Konservative
Valgt og opstillet i Nordjylland

Familielægen, eller almen praksis om du vil, er en hovedhjørnesten i vores sundhedsvæsen.

Derfor har jeg også kæmpet i mange år for at vi alle skal have adgang til en læge som vi kender og som kender sine patienter.

I 2022 aftalte vi med daværende sundhedsminister Magnus Heunicke, at vi skal øge antallet af familielæger fra ca. 3.400 til 5.000 praktiserende læger.

I 2024 lavede vi en sundhedsreform med sundhedsminister Sophie Løhde, som skal bringe os i mål med ambitionerne.

Nu viser det sig, at ministeren ikke vil leve op til det vi har aftalt, nemlig at lægerne og regionerne skal forhandle sig til enighed om væsentlige punkter, så som honorering, arbejdstid, antal patienter pr. læge o.m.m.

Sundhedsministeren er ved at skræmme lægerne væk fra praksis, ved at fravige forhandling, og gå over til diktat af overenskomst, patienttal, arbejdstiden m.v.

Straks jeg så lovforslaget, stillede jeg nedenstående spørgsmål til ministeren, og håber hun kommer til fornuft, og overholder de aftaler vi har indgået.

Jeg giver ikke op !

I Det Konservative Folkeparti har vi nedenstående opmærksomhedspunkter, som vi gerne vil have fokus på. Det haster ikke , men så ved I hvad der bekymrer os.

Minimumsåbningstider og aftalefrihed.

Lovforslaget lægger op til, at ensartede nationale minimumskrav til åbningstider bliver en del af basisfunktionen, i modsætning til Sundhedsstrukturkommissionens anbefaling om, at det alene skulle være den basale tilgængelighed, der indgik heri, mens yderligere krav skulle aftales mellem parterne. Samtidig påpeges det, at mindre praksisser i særlig grad risikerer at blive udfordret, da åbningstid i praksis ofte er lig med arbejdstid for den enkelte læge.

Hvordan vil ministeren sikre, at fastsættelse af åbningstider i almen praksis sker i respekt for kommissionens anbefalinger og uden at underminere muligheden for lokal og aftalebaseret fleksibilitet, særligt for mindre praksis?

Rammeaftale og honorarstruktur

Det fremgår tvetydigt af lovforarbejderne, om rammeaftalen reelt viderefører balancerede og forpligtende forhandlinger mellem repræsentanter for almen praksis og det offentlige. Samtidig lægges der op til, at en ny differentieret honorarstruktur kan fastlægges administrativt uden reelt forhandlingsrum – hvilket er i modstrid med formuleringerne i sundhedsreformen, hvor det netop forudsættes, at parterne forhandler honoreringen.

Hvordan vil ministeren sikre, at både rammeaftalen og elementer som honorarstruktur og vilkår for almen praksis fortsat bliver reelt forhandlet, og at der ikke sker en forskydning væk fra aftalemodellen til et mere ensidigt fastlagt system?

Finansiering af Praksisklagenævnet

Det fremgår, at Praksisklagenævnets udgifter skal finansieres via den økonomiske ramme for almen praksis. Dette vækker bekymring, da det reelt indebærer, at midler afsat til patientbehandling og sundhedsfaglige opgaver delvist skal anvendes til offentlig forvaltning og retssikkerhed.

Vil ministeren sikre, at finansieringen af Praksisklagenævnet sker uden for den økonomiske ramme for almen praksis, så patientrettet drift og behandling ikke reduceres indirekte gennem administrative udgifter?

Adgang til regnskaber og øvrige data

Lovforarbejderne nævner, at regionerne får adgang til data som aktivitet, kvalitet, bemanding, og klinikregnskaber. Der findes dog ingen fortilfælde i andre sektorer, hvor selvstændige aktører med offentlige kontrakter skal indsende fulde regnskaber.

Hvordan vil ministeren sikre, at adgangen til data er snævert afgrænset og alene vedrører forhold, der er nødvendige for vurderingen af opgavevaretagelsen i forhold til basisfunktion og opgavebeskrivelse – og ikke udgør en generel indgriben i den enkelte kliniks økonomi og drift?