Jørgen Bing
Byrådskandidat i Hjørring Kommune (SF)

Theresa Berg Andersen
Medlem af Folketinget valgt i Nordjylland
Gruppeforperson og børneordfører (SF)

Når regeringen op til de forestående valg har afsat 1,1 milliarder kroner til flere ansatte i vores daginstitutioner, er det naturligvis en positiv nyhed. Men der er desværre stadig nogle ting, der skal på plads, før vi finder champagnen frem.

De minimumsnormeringer, som SF i årevis har været utrættelige forkæmpere for er aldrig blevet realiseret på institutionsniveau, som ellers var den centrale kerne i forslaget. Et flertal i Folketinget, med Socialdemokratiet i spidsen mente, at det var nok at måle bredt på kommunalt niveau – og hvor alle mulige funktioner – også centralt ansatte – indgik i normeringerne.

Så det betyder, at der ikke sjældent kan være en pædagog til godt 20 børn og i enkelte tilfælde til langt flere. Det bevirker, at en masse af vores små børn – de guldklumper, der skal være landets fremtid – fra et meget tidligt tidspunkt i livet, måske ikke bliver set eller får den menneskelige og dannelsesmæssige sparring, der er så essentiel for en god start i livet.

Når voksne har for lidt tid til det enkelte barn, kan værdifulde muligheder for social og personlig udvikling gå tabt. Vi risikerer at svigte børnene i det øjeblik, de har allermest brug for os. Det bliver dyrt, såvel menneskeligt som samfundsøkonomisk, fordi talrige undersøgelser har godtgjort, at investeringer i en god livsstart, kommer mangefold tilbage. Og ser man nærmere på regeringens udmelding, viser det sig hurtigt, at de flotte beløb ikke rækker langt. 

I praksis betyder det, at kun omkring hver tredje institution vil kunne ansætte én ekstra voksen. Og samtidig fjernes institutionslederne nu fra normeringerne – noget, der tidligere talte med. Så det, der udadtil ligner en forbedring, ender i virkeligheden med at være tæt på status quo.

Tager politikerne ansvar?

De ansatte gør alt hvad de kan, men i børnehaver og vuggestuer landet over står små børn og græder, mens de må vente på, at en voksen får tid. En våd ble bliver ikke skiftet, en konflikt får lov at vokse og en lille hånd, der rækker ud efter trøst bliver overset, fordi den voksne allerede prøver at nå fem andre på én gang.

Det er dén virkelighed, regeringen ikke har formået at ændre, på trods af evindelige løfter. Og kun et mindretal af de ansatte har en pædagogfaglig baggrund. Hvis vi vil sikre vores børn en tryg og udviklende hverdag, kræver det mere end tal på papiret. Det kræver en målrettet politisk indsats for at løfte både faglighed og arbejdsvilkår. Det ansvar må “børnenes statsminister” tage på sig i stedet for at gemme sig bag flotte overskrifter.

Og det er regeringen og det politiske flertal, der har ansvaret. Men er de dybest set deres ansvar bevidst? Nogle partier, for eksempel de konservative har åbenlyst ønsket at afskaffe minimumsnormeringerne, mens andre forsøger at pynte på tallene i stedet for at forholde sig til virkeligheden i institutionerne.
Begge dele er et svigt overfor børnene. 

For når politikere vælger at skære ned eller skjule problemerne bag pæne gennemsnit, er det børnene, der betaler prisen hver dag. Vel er regeringens seneste initiativ et skridt i den rigtige retning. Men vi håber inderligt, at det ikke stopper her. For der er stadig lang vej igen, før vi kan sige, at alle børn i Danmark får den trygge, nærværende og udviklende start på livet, de fortjener.