Af Mohammad Rona medlem af folketinget og opstillet som kandidat til byrådet i Aalborg for Moderaterne

Når Dansk Industri hvert år måler erhvervsvenligheden i landets kommuner, er det desværre blevet en trist tradition at se Aalborg havne tæt på bunden.

I dag – et år senere – må vi konstatere, at det ikke bare står stille. Det er blevet værre. Aalborg falder fra nr. 58 til nr. 62 ud af 91 kommuner. Tilfredsheden med erhvervsvenlighed styrtdykker fra nr. 69 til 79. Dialogen mellem erhvervslivet og kommunen scorer en bundplacering som nr. 79. Byggesagsbehandlingen falder helt til nr. 88.

Det er katastrofalt for vores kære kommune. For virksomhederne betyder det dyre forsinkelser, usikkerhed og tabte investeringer. For Aalborg som helhed betyder det færre arbejdspladser, lavere skatteindtægter og en svækket konkurrenceevne.

Politikerne har afsat millioner og lavet strategier. Alligevel oplever virksomhederne en mere lukket og tungere sagsgang end nogensinde før. Det hænger ikke sammen. Den nye organisering af forvaltningen, hvor personlig kontakt og telefoniske henvendelser er fjernet, er et skoleeksempel på en dårlig beslutning. Digitale portaler og bots kan ikke erstatte reel dialog i komplekse erhvervssager.

Det særligt frustrerende er, at byggesagsbehandling er noget Aalborg Kommune faktisk selv kan ændre. Vi kan ikke styre konjunkturer, arbejdskraft eller globale trends – men vi kan styre vores egen administration. Det her er lavthængende frugter.

Rebild Kommune, vores nabo mod syd, viser, at det kan lade sig gøre: de topper regionens erhvervsvenlighed og får ros for både dialog og sagsbehandling. Så hvad er undskyldningen i Aalborg?

Vi kan ikke leve med, at erhvervslivet – og dermed velstanden i byen – bliver holdt tilbage af en ineffektiv kommune. Derfor bør det være en klar opfordring, at vi i fællesskab sætter et klart mål om, at Aalborg rykker op i den bedste tredjedel på erhvervsvenlighed. Så hurtigt som muligt.

Det skylder vi både virksomhederne, medarbejderne – og hele byen.

Lignende indlæg

  • Nu skal de små snubletråde væk

  • Familiepolitik må være mere end valgfloskler

  • Vi har brug for mere arbejdskraft fra udlandet – men vi skal gøre det klogt

  • Hvor meget er menneskeliv værd?

  • Vandløb og veje i god stand er en kommunal opgave

  • Region Nordjylland som motor for faglighed og sammenhæng