Af Evald Lange Riese
Medlem af byrådet og opstillet for Socialdemokratiet i Aalborg

Som socialdemokratisk kandidat til det kommende kommunalvalg  18. november vil jeg dele mine tanker om en af de største udfordringer, vi står overfor som samfund: beskyttelse af vores børn mod de skadelige sider af sociale medier.  

Efter snart 8 år i Aalborg Byråd og med min daglige erfaring som souschef på Frejlev Skole – samt 10 år som folkeskolelærer – ser jeg hver dag, hvordan digitale platforme påvirker vores børn. Det, jeg oplever, er dybt bekymrende.  

Vi kalder det sociale medier, men for børn fungerer det mere som en digital butik, hvor alt er designet til at få dem til at blive. De sidder fastlåst i børnehøjde og skifter mellem uendelige scroll og et design, der belønner passivitet og belaster trivslen.  

Jeg mener at virksomheder skal have, og underlægges, et regelsæt for at tage vare på vores børns ve og vel. Vi har indført sikkerhedsseler i køretøjer og regler for legetøjs indhold, form og bestanddele, fordi vi ved, at børn ikke altid kan passe på sig selv – og fordi vi ikke kan stole på, at virksomheder automatisk gør det for dem.

I min tid i folkeskolen oplever jeg alt for tit, at et fysisk produkt var skabt til at gøre børn afhængige eller syge. Særligt digitale devices, smart watch, diverse apps og tjenester. Nu har vi i alt for mange år vendt det blinde øje til de digitale platforme, selv om vi ved, at de påvirker børns mentale sundhed negativt. 

Som en del af mit politiske arbejde arbejder jeg derfor for at sætte en stopper for afhængighedsskabende funktioner som uendelige scroll og et design, der belønner passivitet og belaster trivslen. Dette handler ikke om at afdigitalisere børn – sociale medier kan være fantastiske steder at lære og udvikle sig, men ikke hvis det sker på bekostning af børnenes ve og vel.  

I Aalborg Kommune må vi tage ansvar, og det gør vi også i en tid, hvor den digitale udvikling oftest er et skridt eller to foran. Vi skal derfor stå i spidsen for at teknologi udvikles på børns præmisser – ikke techindustriens. Det handler ikke om at afdigitalisere børn, men om at sikre, at sociale medier bliver steder, hvor de kan lære og udvikle sig på en ansvarlig måde. 

Mine mange år i folkeskolen og nu som souschef har lært mig, at vi som voksne har et ansvar for at beskytte børn, også når det gælder den digitale verden. Vi skal sikre, at kommercielle interesser ikke går forud for børns trivsel og udvikling. 

Det er derfor, jeg vil arbejde for, at Aalborg Kommune aktivt støtter den kommende EU-regulering og samtidig går forrest med lokale initiativer, der prioriterer børns digitale sundhed. Vores børn fortjener et digitalt miljø, der støtter deres udvikling – ikke udnytter den.  

Lignende indlæg

  • Tag fat på hverdagens huller

  • Vi skal ikke bare tale om tryghed – vi skal handle

  • Til lærerne – og til fremtidens folkeskole

  • Ny lukkelov åbner muligheder for turisme og butiksliv i det nordjyske

  • Det nye Huset I Hasserisgade – spareøvelse eller ambitiøst og visionært kulturhus?

  • Vi vil arbejde målrettet på at sikre praktikpladser, studiejobs og beskæftigelse til nyuddannede efter endt uddannelse