Af Maj-Britt Kjær og Jan Olesen
Opstillet til byrådet i Aalborg kommune for Venstre

Når vi i Aalborg Kommune taler politik, handler det alt for ofte om midtbyen. De store prestigeprojekter, kulturhuse, byomdannelser og events fylder meget – og ja, de har også betydning for hele kommunen. Men vi savner, at oplandsbyerne bliver en del af samtalen.

Vi er mange, der har valgt at bo i oplandsbyerne, ikke fordi vi vil være ”langt ude på landet”, men fordi vi ønsker luft, natur, nærhed og stærke lokalsamfund. Mange af os er flyttet fra midtbyen for netop at få de kvaliteter, som skov, grønne områder og et roligere nærmiljø kan tilbyde. Vi ser ikke os selv som ”landdistrikt”,  vi er oplandsbyer med potentiale og vækstmuligheder, som også er udpeget i kommunens egne planer. Men hvor bliver den politiske vilje af til at understøtte den udvikling?

For nylig blev der afholdt borgermøde om Aalborg Kommunes budget. Det fandt sted på Skansen, altså igen tæt på midtbyen. Hvorfor ikke i Svenstrup, Vodskov eller Klarup? Det havde sendt et stærkt signal om, at man faktisk ønsker dialog med hele kommunen. I stedet kom debatten næsten udelukkende til at handle om projekter i og omkring Aalborg by. Kun takket være dedikerede borgere fra oplandet, som mødte frem med bannere og stærke argumenter, blev emner uden for midtbyen overhovedet nævnt.

Men hvad med de helt konkrete udfordringer, som fylder i oplandsbyerne?

Hvor er debatten om mobiliteten, ikke bare forbindelserne ind til Aalborg, men transporten mellem oplandsbyerne? Hvorfor er der ingen sammenhængende plan for busdrift og lokal mobilitet, der tager højde for, at folk lever, arbejder, handler og har fritidsliv på tværs af byerne uden nødvendigvis at skulle ind forbi Aalborg midtby?

Hvor er debatten?

Hvor er samtalen om den manglende pasningskapacitet i oplandsbyerne? Når børnehaver og vuggestuer mangler pladser, bliver børn sendt til nabobyer. Men hvordan skal det hænge sammen for familier, der samtidig ingen offentlig transport har som understøtter de behov? For mange betyder det, at de er tvunget til at have to biler eller i hvert fald én bil, selvom det både økonomisk og klimamæssigt kan være en udfordring.

Og hvad med den mere ærlige politiske snak om konsekvenserne? Er vi reelt på vej mod en situation, hvor man næsten skal bo i Aalborg by for at få hverdagen til at hænge sammen med pasning, skole og fritid? Det kan ikke være meningen, når så mange netop ønsker at bo i oplandsbyerne, og når kommunen samtidig bruger ressourcer på at markedsføre disse områder som attraktive bosætningssteder.

Det er ikke, fordi vi vil undsige udviklingen i Aalborg by. Selvfølgelig skal vi have en stærk og attraktiv midtby. Men når der samtidig ikke er økonomi til at løse basale behov i oplandsbyerne, føles det som en hån, at pengene flyder til projekter, mange uden for midtbyen har svært ved at se den nære værdi af.

Vi ønsker en mere balanceret dialog, hvor alle dele af kommunen bliver prioriteret. Ikke mindst oplandsbyerne, som både rummer vækstpotentiale, attraktive boligområder og mennesker, der gerne vil bidrage til fællesskabet, men som også forventer at blive taget alvorligt.

Det er på tide, at oplandsbyerne ikke kun bliver nævnt, når der skal placeres nye boliger, men også når der skal findes løsninger for hverdagslivet: pasning, transport, fritidstilbud og lokal service. Det er ikke luksus – det er nødvendigheder for at skabe sammenhæng i kommunen.

Vi stiller op til byrådet for Venstre, netop fordi vi ønsker, at oplandsbyernes stemme bliver hørt. Vi mener, det er på tide, at debatten ikke kun drejer sig om havnefronter og kulturbyggerier, men også om hverdagen for de tusindvis af borgere, der bor uden for Aalborg midtby.

Hvis Aalborg Kommune vil være en kommune for alle, må den politiske samtale afspejle det.

Lignende indlæg

  • Genskab lærerens autoritet – med pædagogisk styrke

  • Det her er nok noget af det mest skræmmende jeg har set

  • Fra den amerikanske drøm til den Thy’ske virkelighed

  • Vi skal ikke bare tale om tryghed – vi skal handle

  • Tag det grønne alvorligt

  • Aalborg skal være Danmarks mest erhvervsvenlige kommune – Ikke nummer 62