Af Per Larsen
Medlem af folketinget og Regionsrådet
Valgt i Nordjylland for Det Konservative
Folkeparti

I Nordjylland har vi mange ældre borgere, som hver dag er afhængige af, at sundhedsvæsnet fungerer tæt på dem. Men alt for ofte ser vi, at ældre og svækkede mennesker skal transporteres frem og tilbage til sygehusene i Aalborg eller længere væk, selv når der kunne findes en bedre og mere tryg løsning i deres eget hjem eller på plejehjemmet.

For mange skaber den transport utryghed, komplikationer og stress – og det er ganske enkelt ikke værdigt. Derfor foreslår vi i Det Konservative Folkeparti, at ældre borgere skal have ret til at få hospitalsbehandling der, hvor de er. Hospitalet skal kunne komme til patienten, når det efter en lægefaglig vurdering er forsvarligt.

Det kan for eksempel være, hvis en borger falder i hjemmet og har brug for behandling, men hvor en egentlig indlæggelse ikke er nødvendig. Med en mobil enhed kan man yde den nødvendige hjælp uden at udsætte borgeren for den opslidende tur frem og tilbage. Vi ved, at det virker.

På Esbjerg Sygehus har man i over et år haft gode erfaringer med en mobil akutmodtagelse, der blandt andet kan foretage indlæggelser direkte på plejehjem. Den model kan vi lade os inspirere af i Nordjylland. Forestil dig forskellen for en ældre borger i Hjørring, Thisted eller på Mors, hvis hjælpen kan komme til dem, i stedet for at de skal transporteres langt væk midt i en sårbar situation.

Jeg mener, det er på tide, at vi prioriterer trygheden for vores ældre højere. Det vil koste penge at opbygge et mobilt behandlingssystem, men til gengæld sparer vi de dyre og ofte unødige indlæggelser, som belaster både patienterne og sygehusvæsenet.

Og vigtigst af alt: Vi sikrer værdighed og kvalitet i behandlingen tæt på borgeren. Jeg vil arbejde for, at vi i Nordjylland går forrest i udviklingen. Sundhedsvæsnet skal tage udgangspunkt i mennesket – ikke omvendt. Vores ældre fortjener den tryghed og omsorg, der ligger i at kunne få behandling i de rammer, hvor de føler sig hjemme

Lignende indlæg

  • Lad os skabe flere uformelle mødesteder for vores børn og unge i Støvring midtby

  • NIKOLAJ C: ANDERSEN(M): Oslo-båden dropper Frederikshavn – nu skal vi handle!

  • Var der noget med sten og glashuse?

  • Aalborg kommune skuffer gummikyllingen Barbara

  • Genskab lærerens autoritet – med pædagogisk styrke

  • Idræt er en investering i dit gode liv