Af Laura Jensen
Opstillet til byrådet i Hjørring og Regionsrådet for Moderaterne

Jeg har tidligere været inde på forskellige problemstillinger og udfordringer, når kommunen skal visitere sårbare borgere med misbrugsproblematikker til relevante og specialiserede tilbud.

Hjørring Kommune benytter sig af “HJEM-indsatsen”, hvilket er under housing first tilgangen. I 2019 opstartede kommunen denne målrettede indsats, hvor de hjalp flere unge, psykisk sårbare borgere med misbrugsproblematikker til egen bolig.

Men kan man placere et socialt udsat menneske med psykiske udfordringer og misbrugsproblematikker i en bolig, og så forvente alt er løst? Nok ikke.

Tilgangen fungerer altså bedst, når den kombineres med den rigtige støtte. De mest kendte støtte-tilbud er ACT (Assertive community treatment) og ICM (Intensive case management) – Hjørring kommune gør brug af et ICM-team.

ICM er en støtteform, hvor borgeren har én fast kontaktperson ved kommunen, der skal hjælpe borgeren med at navigere i systemet, således borgeren kan få den nødvendige hjælp og støtte.

Dette betyder også, at støtteformen som oftest vil finde sted på hverdage i tidsrummet 8-16 – i modsætning til botilbud og ACT støtteformen der er døgndækket.

ICM kan være en god og passende støtteform i de tilfælde, hvor den unge har rimelig styr på at tage sig af sig selv og sin bolig, selvstændigt kan møde op til sin misbrugsbehandling og varetage de ansvar der medfølger at bo selv, og derfor ikke har brug for støtte udenfor kommunens åbningstid.

Det er sjældent det jeg ser, når jeg igennem mit arbejde har mødt borgere med disse problemstillinger. For mig at se, er der desværre mange “faldgrupper” og unødvendige risici hvis housing first tilgangen benyttes forkert og ved for sårbare borgere.

Ved at den unge overlades til sig selv i egen bolig uden mulighed for intens og døgndækket støtte, kan man risikere at den unge kan have udfordringer med at fastholde en stabil og struktureret tilværelse, hvor medicin tages på de af lægen fastsatte tidspunkter, vasketøjet ordnes, opvasken bliver taget, huslejen betales til tiden, der lægges penge til side til strømregningen og alle de andre praktiske og nødvendige gøremål for at opretholde en stabil tilværelse.

En anden risiko er ensomhed. Mange socialt udsatte med misbrugsproblematikker og psykisk sårbarhed kan finde det svært at opbygge nye relationer eller finde meningsfuldt indhold i hverdagen uden den rette støtte og tilbud – og her er det også vigtigt at huske, at det ikke er alle der har ressourcerne til selvstændigt at kunne møde op på et dagtilbud uden støtte, motivation og tryghed til personen der skal hjælpe dem. Vi kan altså risikere at disse sårbare mennesker ender i isolation i en lejlighed uden den nødvendige støtte.

Hvis jeg må være lidt fagnørdet, kan jeg kort beskrive et ældre forsøg der blev lavet på rotter. Rotterne i forsøget havde adgang til to vandkilder – i den ene var der euforiserende stoffer i vandet.

Overdoserne var hyppige – indtil man fik tanken, om det kunne gøre en forskel hvis rotterne i forsøget var i større bure, med mulighed for selskab og aktiviteter. Da man ændrede rammerne, så man færre tilfælde af overdoser og misbrug.

Fællesskabet gjorde altså en væsentlig forskel. Og hvorfor snakker damen nu om rotter? Det gør jeg, fordi både rotter og mennesker har sociale behov – når disse behov ikke opfyldes har det konsekvenser for vores generelle trivsel, og som vi så med rotterne, finder man alternativer for at kunne holde tilværelsen i isolation ud.

Vi har altså nu sårbare borgere i egen lejlighed uden forudgående misbrugsbehandling, med øget risiko for ensomhed og derigennem tilbagefald og misbrug i egen bolig.

Dette vil udover at have konsekvenser for den aktuelle borger også have mulige konsekvenser for naboer, nærmiljø, udlejer og i sidste fald kommunen også, når den bolig de havde placeret et sårbart menneske i uden den rette støtte ender som et samlingssted for misbrug og kriminalitet.

Det kan altså have omfattende konsekvenser, når man gennem housing first konceptet springer det forebyggende arbejde over og herefter ikke kan tilbyde den rette støtte.

Vi kan altså risikere, at vi i nogle tilfælde ender i en ond cirkel, hvor den manglende støtte resulterer i misbrug og hjemløshed på ny, hvorefter kommunen kan gentage processen på bekostning af såvel økonomien men ikke mindst det berørte menneske, der ikke får den rette hjælp.