Af Henrik Dalgaard og Allan Ritter
På vegne af den konservative gruppe i Vesthimmerlands Kommune

Vi Konservative ønsker at styrke de fællesskaber, der allerede gør en stor forskel i vores kommune. Med forslaget om Grønne hold lægger vi op til, at borger- og handelsstandsforeninger kan søge tilskud til redskaber og materialer, som kan bruges til at forskønne byrum, grønne områder og fællesarealer.

Det skal være enkelt og ukompliceret at søge – vi ønsker ikke mere bureaukrati, men at gøre det let for de frivillige kræfter, der vil give en hånd med.

Mange steder i Vesthimmerland oplever vi, at frivillige allerede i dag bidrager til at skabe liv og trivsel. Når man mødes om en fælles opgave, opstår der noget, som er langt større end resultatet i sig selv. Det styrker sammenholdet, giver ejerskab til lokalområdet og binder generationer sammen om en fælles sag.

Grønne hold er ikke tænkt som en erstatning for kommunens arbejde, men som et tilbud, hvor frivilligheden kan få lov at blomstre side om side med de dygtige medarbejdere i Park og Vej. Initiativet kommer nedefra, og det er de lokale, der selv beslutter, hvordan indsatsen skal organiseres.

Vi tror på, at når vi giver frivilligheden bedre vilkår, styrker vi ikke kun vores byer – vi styrker fællesskabet. Og fællesskabet er netop det, der gør Vesthimmerland til et godt sted at bo.

Vi har større ambitioner for Vesthimmerland.

Lignende indlæg

  • Lad børnene lege i længere tid

  • Sundhedsministeren skræmmer lægerne væk

  • Lad os skabe flere uformelle mødesteder for vores børn og unge i Støvring midtby

  • Gæt en statsminister: Hvilken regering gav danske formuer fodlænke på?

  • Relationer er det vigtigste for vores livskvalitet

  • Hvad vil flertallet på handicapområdet?