Af Annika Frøkjær Kanstrup
Kandidat til kommunalvalget
opstillet for Venstre i Thisted kommune
Tesfaye kalder børnene PDO.
Jeg kalder det noget helt andet: Pisse Dårligt Organiseret.
Det er så nemt at sige: “Børn er dårligere opdraget i dag, end da jeg selv var barn.”
Men lad mig fortælle en hemmelighed: Der har altid været børn med dårlig opdragelse – og hver generation har peget fingre af de forældre, der “ikke kunne finde ud af det”.
Derfor bliver jeg harm, når en minister forplumrer en vigtig dagsorden med en “bogstavsdiagnose”, ingen kan bruge til noget eller har retten til at diagnosticere.
For lad os være ærlige: Børnenes rammer er blevet dårligere. Og dermed også deres muligheder for at indgå i forpligtende fællesskaber.
Skoler uden bøger, men med skærme
Inklusion uden støtte
Alt for store klasser og for få undervisere
For få pædagoger – og institutioner med alt for ringe rammer
Lærere og pædagoger med vilkår, der gør det svært at lykkes
Børnehaver og skoler uden struktur og rutiner, men med “frit metodevalg”
Et bombardement af test, der dræner mere end de gavner
Når børn mistrives, reagerer udad, bliver tykkere, tristere eller søger tilflugt i spil og misbrug – så er det ikke fordi de er PDO, eller fordi forældrene bare skal “tage sig sammen”.
Det er fordi rammerne er PDO – Pisse Dårligt Organiserede.
Skal vi nedbringe vold i skolen? Ja.
Skal vi lave handleplaner? Ja.
Skal undervisere respekteres? Ja.
Men først og fremmest skal vi indføre forebyggelse og respekt – ikke magt og frygt.
Vi skal sikre trivsel, styrke almenmiljøet og give børnene de pædagogiske tilbud, de har brug for – i tide.
Problemet er ikke børnene.
Problemet er rammerne.
