Af Mikael Simonsen
Medlem af byrådet og opstillet for Liberal Alliance i Aalborg
Aalborg vil gerne brande sig som vækstcentrum og Nordens hovedstad. Men når det handler om at skabe rammerne for erhvervslivet, er vi langt fra virkeligheden. Aalborg er nemlig dumpet helt ned som nummer 62 ud af 91 kommuner i den seneste måling af lokal erhvervsvenlighed. Det betyder én ting: Virksomheder mødes ikke med respekt. De mødes med ventetid, bureaukrati og frustrationer.
Tag tømrermesteren fra Hals. Han har ordrer nok, kunderne står i kø, og de ansatte er klar til at gå i gang. Men byggeriet kan ikke starte, fordi kommunen trækker sagen i langdrag. Resultatet? Hans folk må gå hjem uden arbejde, kunderne bliver utilfredse, og kommunen mister skattekroner. Det er ikke bare hans problem, det er hele Aalborgs problem. For hver gang vi spænder ben for en lokal virksomhed, spænder vi også ben for arbejdspladser, vækst og velfærd.
Borgmesteren og rådmændene snakker gerne om vækst, innovation og fremtidens arbejdspladser. Men de leverer det modsatte. Virksomhederne oplever evindelige ventetider, uklare regler og sagsbehandling uden ansvar. Det er ikke enkeltstående fejl, men systematisk svigt. Og ansvaret ligger hos borgmesterkontoret og de rådmænd, der hellere vil holde møder og lave panelsnak end at levere konkrete resultater.
Det er varm luft. Og varm luft skaber ingen arbejdspladser.
En anden vej
Liberal Alliance vil en anden vej. Vi foreslår Danmarks hurtigste sagsbehandling af byggesager og erhvervstilladelser, ikke bare lidt hurtigere, men den hurtigste. Punktum. Vi vil give hver virksomhed én fast kontaktperson, som følger sagen hele vejen. Vi vil indføre en erhvervsgaranti med faste svartider, så ingen virksomhed sidder fast i kommunalt limbo. Og vi vil sende flere opgaver i udbud, så private kan levere kvalitet billigere og bedre, end kommunen selv kan.
Og vigtigst: Vi vil udvikle hele kommunen. Et projekt i Hals, Nibe eller Storvorde skal behandles med samme seriøsitet og tempo som et projekt i Aalborg Midtby. For vækst skabes ikke kun i centrum, den skabes overalt, hvor borgere og virksomheder får lov at udfolde sig.
Hvorfor er det vigtigt? Fordi erhvervslivet ikke er en særinteresse. Det er fundamentet for vores fælles velfærd. Det er virksomhederne, der betaler regningen til skoler, ældrepleje og daginstitutioner. Når vi spænder ben for dem, spænder vi i virkeligheden ben for os selv.
Derfor er målet klart: Aalborg skal være Danmarks mest erhvervsvenlige kommune. Ikke nummer 62. Ikke midterfeltet. Men nummer 1. Det kræver politisk mod, klare mål og en administration, der måles på service og resultater, ikke på møder, skemaer og prestigeprojekter.
Hvis borgmesteren og rådmændene fortsætter som hidtil, vil Aalborg langsomt glide bagud. Investeringer vil flytte til andre kommuner, unge iværksættere vil søge væk, og vi ender som en storby uden vækst. Men vælger vi en ny kurs med frihed, ansvar og respekt for dem, der skaber arbejdspladser, kan vi forvandle Aalborg til Danmarks vækstmotor.
Spørgsmålet er enkelt: Skal Aalborg være kendt som kommunen, hvor tømrermesteren fra Hals og iværksætteren fra midtbyen venter og venter eller som kommunen, hvor tingene sker?
Jeg ved godt, hvad jeg vælger.
