Af Birgitte Wilsted Simonsen, Jeanette Sagan, Mikkel Højsleth, Lene Schmidt Aalestrup, Nicolai Niemann
Den Konservative Byrådsgruppe i Rebild Kommune
Hos Konservative har vi brugt sommeren til at granske det grundige materiale, der er udarbejdet af Rebild Kommunes forvaltning i sagen om harmonisering af veje i Rebild kommune.
En sag som den, er meget gennemgribende for vores borgere, og det er årsagen til, at den skal vedtages over 2 byrådsperioder, altså af 2 forskellige byråd. Det vil sige, at forvaltningen, fra 1. beslutning i byrådet er truffet, og frem til 2. beslutning i ny byrådsperiode, skal have undersøgt og belyst forudsætninger, omfang og konsekvenser af beslutningen til bunds, og sikre at byrådet løbende træffer beslutning om økonomi, omfang osv., inden sagen skal overdrages fra nuværende byråd til det kommende byråd.
Det ville så være det kommende byråd, der skal træffe den 2. og endeligt afgørende beslutning om, hvorvidt harmonisere veje i Rebild Kommune skulle blive en realitet.
Sagen har således løbende været bragt på dagsordenen i byrådet, og da sagen senest blev forelagt for byrådet her i juni i år, fandt Konservative grund til at tage sagen til genovervejelse, og stille os selv spørgsmålene:
Hvad mente vi, at vi kunne opnå, da vi traf beslutningen? – og hvad viser det sig, her efter godt 2 år, at vi faktisk vil kunne opnå?
Hvor mange kilometer veje mente vi, der blev berørt? Og hvor mange bliver faktisk berørt?
Og hvilke effekter vil det medføre, som vi ikke har kunnet forudse?
Og hvor lang tid vil det tage at overdrage vejene? osv.
Svarene på de spørgsmål bekræftede vores bekymringer om, at hverken omfang eller konsekvenser havde samme karakter, som da vi traf beslutningen. Derfor fandt vi, at det var rimeligt at bringe sagen tilbage til bordet til vores aftalepartnere, som stadig stod ved aftalen. Både af hensyn til de berørte borgere, men også af rent kollegialt hensyn. Vi ville gerne drøfte, om forudsætningerne havde flyttet sig så meget, at vi måtte finde nye løsninger, eller om vi måtte trække beslutningen tilbage på grund af for ringe eller udeblevet effekt.
Der var rundt om det politiske bord, stor enighed om at finde løsninger, og vi sætter pris på det samarbejde, vi er blevet mødt med på vejen mod at skabe et politisk handlerum til at trække beslutningen om harmonisering af veje tilbage.
For Konservative, så vi det som et nødvendig politisk stykke arbejde at skærpe opmærksomhed i en sag, hvor vi selv gør os genovervejelser. Vi fandt det ansvarligt at få trukket i håndbremsen, og ikke bare overdrage sagen til et nyt kommende byråd, som ikke har haft samme muligheder for at komme til bunds i sagen som os. Det er almindelig kollegial ordentlighed, som vi altid synes, vi skylder at udvise, inden vi overdrager opgaver til andre. Men i særdeleshed er det vigtigt, at vores beslutninger ikke skaber uvished og utryghed hos vores borgere.
Hos Konservative vælger vi derfor at lade vores stemmer arbejde ved det politiske bord. Det betyder, at når vi indgår politiske aftaler med nogen, så holder vi dem. Og er der noget, der viser sig at vende i en anden retning end ventet, så er vores aftalepartnere de første, vi kontakter og taler løsninger med. Og hos Konservative er vi ikke for stolte til indrømmelser, – så trækker vi hellere i arbejdstøjet og tager ansvar for de beslutninger, vi selv har været med til at træffe. Og gør det om, hvis det er nødvendigt.
